Gustav Dahl @ Vallekilde Game Academy 2011

Beretninger fra en højskoleelev

Mit yndlingsspil

Som første opgave er vi blevet sat til at skrive nogle tanker ned om vores såkaldte “yndlingsspil”. For mig er dette en umulig opgave af den simple årsag, at jeg værdsætter en meget bred vifte af spil og simpelthen ikke er i stand til at udpege ét enkelt spil. Men med en pistol for panden ville mit svar muligvis se ud som følgende.

Der er naturligvis masser af AAA- og indie-darlings, som straks springer frem, men denne gang vil jeg vælge at skrive om et lidt mindre kendt spil til Nintendo DS: Rhythm Heaven.

Som titlen antyder, er der tale om et rytme-/musikspil. Spillet huser en samling minigames á la Wario Ware, hvor fokusset ligger i at følge en musikalsk rytme. Spillets input er ekstremt simpelt og minimalistisk, idet man kun bruger stylusen til enten at trykke eller swipe på touch-skærmen.

Holdt i en fuldstændig sindssyg og gakket japansk stil skal man hjælpe alt fra korsangere, bordtennisspillere, militær-fugle og spøgelser til heppekorspiger og en æg-glad munk ved at bidrage til mere musikalsk glæde i verden.

Glem alt om nodestrengene fra Guitar Hero; her er grafikken simpel og grænsende til noget, et barn kunne lave i Paint. I stedet fokuseres der på lydsiden, hvor en klar og gennemgående rytme gør, at man, hvis éns rytmiske evner tillader det, faktisk kan spille de fleste minigames med lukkede øjne.

En klog mand sagde engang, at spil handler om mønster-genkendelse (Raph Koster). Rhythm Heaven er et stjerneklart eksempel på denne teori. I begyndelsen er det hårrivende svært, men hvis man hænger ved og genspiller de samme spil flere gange, begynder det langsomt at gå op for én, at der er en fast rytme, som man kan lære og mestre. Der er intet så tilfredsstillende som at bruge halve og hele timer på det ene samme minispil, hvor man til sidst kan ånde lettet op og læne sig tilbage med følelsen af at have mestret systemet. At have overvundet det lange og intense bordtennisspil er en sand bedrift — især hvis dette gøres med lukkede øjne!

Rhythm Heaven er rent gameplay med alt unødvendigt fyld skåret væk. Spillets mechanics findes ikke simplere, men de adskillige gradvist mere komplicerede rytmer er med til at bidrage til en fantastisk spiloplevelse. Feedbacken er enkel, men effektiv, og man er aldrig i tvivl, når man begår en fejl og timer sit tryk forkert.

Hvad gør Rhythm Heaven fedt?
Følelsen af at mestre et mønster, at have overvundet et system. At spillet lægger så meget vægt på auditiv feedback, og at det kan spilles udelukkende ved brug af lyttesansen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: