Gustav Dahl @ Vallekilde Game Academy 2011

Beretninger fra en højskoleelev

Spil-læring og gamification

I dag fik vi besøg af Mathias Poulsen, som beskæftiger sig med spil i undervisningen. Mathias driver bl.a. en-mandsfirmaet Play Consulting, som rådgiver om brugen af digitale spil i skolerne.

Vi talte en helt masse om, hvordan spil kan bruges i undervisningen til at motivere eleverne til at lære mere. Spil handler først og fremmest om underholdning, men samtidig rummer de et stort læringspotentiale, idet spil jo netop konfronterer os med problemløsning. I dagens skolesystem er der ofte langt fra teori til praksis, og tit lærer eleverne noget, som de aldrig rigtig kommer til at bruge i den virkelige verden. Måden, de lærer på, er heller ikke altid optimal, og det er svært at holde eleverne motiveret til at gå igennem hele skolesystemet. Med computerspil er sagen helt anderledes, da man jo netop her frivilligt lader sig udfordre i både kognitive og motoriske opgaver, som kræver, at man mestrer spillets mekanikker. Samtidig er måden, man lærer på i et spil, ofte meget mere fri og opfordrer til kreativ udfoldelse, i modsætning til traditionel tavleundervisning, som ofte er dræbende kedelig for eleverne.

Derudover kom vi ind på emnet “gamification”, som er utrolig meget oppe i øjeblikket. Kort fortalt handler gamification om, hvordan man kan bruge elementer fra spildesign til aktiviteter, der ellers ikke har noget at gøre med spil. Som regel handler det om at optjene points eller Achievements, som på den måde motiverer én til at fortsætte med en opgave (eksempelvis lokations-servicen Foursquare, som opfordrer én til at udforske sine lokalområder ved at “checke ind” via sin mobiltelefon; eller iPhone-programmet Epic Win, der tager en klassisk to-do liste og gør den spændende ved at implementere et lille rollespil, hvor man tjener XP og level’er sin figur op).

Gamification er som term et ret nyt begreb, der for alvor begyndte at peake, da spildesigneren Jesse Schell holdt et foredrag med titlen Design Outside the Box i 2010. Kort fortalt forudsiger han en verden, hvor vi får points for alle trivielle og mundane handlinger. I Schells lettere dystopiske fremtidsscenarie får man points for at læse bøger, såvel som at børste tænder.

Et problem med gamification er, at det mest af alt handler om at optjene points, som i sidste ende ikke rigtig kan bruges til noget. Men spildesign er meget mere end blot abstrakte tal, og konsensussen omkring gamification er i dag en smule negativ, fordi man helt ser bort fra mange af kerneelementerne inden for godt game design. Nogle mener, at det burde hedde “pointification” i stedet.

En vigtig del af computerspil er feedback-mekanismer og belønninger, som hele tiden fortæller spilleren, hvor godt han klarer sig. Her operer man med to psykologiske begreber, henholdsvis intrinsic rewards og extrinsic rewards. Intrinsic rewards er dét at involvere sig i en begivenhed for begivenhedens egen skyld. Vi er så at sige motiveret til at deltage, fordi aktiviteten i sig selv er sjov, spændende eller udfordrende. Extrinsic rewards er det modsatte, hvor vi lader ydre omstændigheder som Achievements eller andre former for belønninger dikterer vores handlinger.

Man stiler selvfølgelig helst efter indre belønninger, altså det at spilleren udfører en given handling for handlingens egen skyld, og ikke fordi nogen beder én om at gøre det eller giver én karakterer for det. Desværre er der en tendens i dag, hvor man hele tiden bliver påduttet det ene og det andet, sådan at man helt mister muligheden for at tage eget initiativ og deltage i en handling, fordi man selv synes, det er sjovt. Man frygter, at hvis vi bliver opfostret og vant til konstant at blive belønnet, så snart vi udfører den mindste ting, vil vi en dag stå i situationen, at ingen gider at røre en finger, hvis ikke der venter en stor belønning i den anden ende.

Som afrunding på dagen stillede Mathias os en opgave: at designe et moderne skolesystem, der låner elementer fra computerspillene, som gør det sjovt og spændende at lære. Vi kom på mange gode idéer, bl.a. et mere frit og sandbox-orienteret skolesystem, hvor man til en vis grad har indflydelse på sin egen undervisning. Vi talte også om forskellige måder at ændre karakterskalaen på, således at man i stedet optjente XP, der kunne bruges i forskellige sammenhænge til at unlocke bonusser. Vi talte om kollaborativ læring, hvor eleverne er med til at bedømme hinandens præstationer, og vi snakkede om måder, hvorpå man kan motivere eleverne til at være mere aktive i timerne ved at gøre de enkelte fag og emner mere relevante for elevernes hverdag.

Se Mathias Poulsens Prezi-præsentation om spil-læring og gamification her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: