Gustav Dahl @ Vallekilde Game Academy 2011

Beretninger fra en højskoleelev

Who Dares Wins – Live Pitching (NGC #5)

Den første dag til Nordic Game var næsten forbi, men inden da skulle vi til en live pitching-session, hvor en håndfuld lovende, unge spiludviklere skulle pitche deres projekt foran en gruppe forretningsmænd.

Konceptet var simpelt: Ved et bord sad en række halvgamle mænd med jakkesæt og hele molevitten, som i løbet af fem minutter skulle overbevises om, hvorfor et givent projekt skal have økonomisk støtte i form af 200.000 euro.

Den første person, som lagde ud, havde en mere komisk tilgang til sin pitch. Desværre var han ikke særlig konkret om sit projekt, så det var svært at forstå, hvad han helt præcist havde i tankerne. Det midlertidige navn for spillet var “Compassion Globe” og handlede om at bruge Google Maps til at kortlægge, hvor henne i verden der sker katastrofer. Som en social service skal man kunne rate, tilføje og sammenligne nyheder. Jeg tror nok, at pointen med spillet var, at man fik point for at hjælpe hinanden med at løse problemerne, men det var som sagt lidt svært at tyde, hvad det hele gik ud på. Manden beskrev det som “Google Maps meets Facebook”, men sådanne sites har vi jo set mange gange før. Dét var også juryens kritik, så selv som at hele projektet var meget vagt forklaret og manglede konkrete, kontekstutaliseret eksempler at vise frem. Hans diasshow bestod udelukkende af tekst. Her havde billeder og videoer helt klart gavnet.

Næste projekt bar titlen “TakeOver” af et firma ved navn NuGames. Det blev forklaret som et location-based social RPG, hvor man skal overtage zoner i det virkelige liv. Spillet skulle ikke være skill-baseret, og det henvender sig til Facebook-målgruppen (hvis sådan én findes?). Hvordan spillet helt præcist fungerer, fik jeg ikke fat i, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det mindede utrolig meget om FourSquare. NuGames havde tænkt sig at bygge en hjemmeside, som også skal kunne køre på mobiltelefoner, og “TakeOver” skulle angiveligt være mere “spil” end bare “lokations-leg”. Spillet var helt klart mere gennemtænkt end det første, men som juryen også kom ind på, var man langt fra for at have defineret sig selv som brand, samt at finde sin specifikke målgruppe (de har indtil videre kun testet spillet på deres venner).

Næste hold oppe var gamle bekendte, nemlig Lau og Dajana fra KnapNok Games. Her skulle de førsøge at sælge idéen om en ny type party-spil, nemlig titler som B.U.T.T.O.N. og Monkey See, Monkey Mime. Deres præsentation var rigtig god, og det var tydeligt, at man her talte om en potentelt set rigtig stort marked. Væk fra Guitar Hero og Wii, hvor man udelukkende fokuserer på, hvad der foregår på skærmen. Nej, nu skal man i stedet kigge på hinanden, mens man spiller. Lau kaldte det “expressive play”: look, touch and interact with each other. Ifølge deres overbevisning er der et kæmpestort og urørt marked hos casual-spillere, som vil elske denne slags spil. Juryens feedback var ganske god og retfærdig, men de havde åbenlyst ikke helt fanget idéen om, hvad KnapNoks spil egentlig går ud på. Her havde det helt klart været en fordel at vise spillene frem (de eksisterer jo rent faktisk) eller i det mindste vise en video af folk, som spiller dem. Derudover talte KnapNok meget om indie-markedet, som de er forholdsvis kendte i, mens jakkeslipsgutterne argumenterede for, at man var nødt til at satse større end blot dét. Desuden ville de gerne høre mere om selve holdet bag, så vel som hvilke platforme, de gerne vil nå ud til. De foreslog også, at man fandt en projekt-baseret investeringsløsning, hvor en publisher kan pumpe penge i de enkelte projekter.

Den anden-sidste pitcher var David Mariner, som også er kendt for at afholde Nordic Game Jam. Mariner var i denne sammenhænge oppe at pitche for Play for Change. Hans spil går ud på, at støtte forskellige sager i verden, som mangler penge til at kunne fungere. Hans præsentation var uden tvivl den bedste af dem alle. Han var velformuleret, sjov og effektiv i sin talemåde, og hans Power Point var ekstremt overbevisende med den rette mængde tekst og billeder. Det hjalp desuden på det, at hans spil handler om at gøre en god sag. Kort fortalt minder det meget om sociale spil som FarmVille. Men i modsætning til FarmVille, hvor man kan købe opgraderinger og nyt udstyr for rigtige penge, skal pengene, som brugerene betaler i Mariners spil, gives til velgørende formål. Eksempelvis at du købe en vandpumpe eller medicin inde i spillet, hvilket medføre, at et afrikansk land får doneret selvsamme genstande i virkeligheden. 100% af overskuddet går til nødhjælp, og der er ingen mellemled, som skal tjene penge på projektet. Alt skal være sponsor-baseret, og der er Mariners mål at nå top 10 af de mest spillede spil på Facebook. Ifølge ham er formularen “causes + games = win”, hvilket nemt burde slå giganten Zynga af tronen med deres narcissistiske sociale spil. For hvem har ikke lyst til at ændre verden, samtidig med at man har det sjovt? Juryen var meget begejstret for hele projektet, og de havde som sådan ikke nogen negativ feedback at give. Tilsyneladende var konceptet allerede i fuld realisering, og man har snak med masse af forskellige investorer, som vil støtte projektet.

Dagens sidste pitch var af en lille, bebrillet kende, som skulle tale om et hjernespil til iPhone. Spillet hedder “Mindtraining” og er angiveligt verdens første mind-controlled spil på App Store. I forbindelse med nogle forskningsprojektet har man fundet ud af, at spil er med til at aktivere hjernen på en sådan måde, at folk, som har koncentrationsproblemer, kan få gavn af få timers videospil om dagen. Konceptet går ud på, at man sætter nogle dioder fast til sin pandelap, som er forbundet til en iPhone. Her skal man i små minispil kontrollere objekter ved hjælp af sine tanker, grad af koncentration og følelser. På den måde kan man trænes op til at forblive “in the right frame of mind”, og ifølge kvinden er der et kæmpe marked for folk, som gerne vil være mere produktive i deres hverdag. Derfor vil man teame up med en såkaldt productivity guru, som gennem word of mouth skulle sprede budskabet om Mindtraining. Selve hovedsensoren kommer til at koste lidt over $100, hvilket hun mente, at folk var villige til at betale, fordi den har så gavnlig en effekt på længere sigt. Juryen var dog noget mere skeptiske. De vil først og fremmest gerne vide mere om selve teknologien bag, og hvem der laver det. Kvinden havde lidt besvær med at svare på spørgsmålet, men fik mumlet sig frem til noget om eleketroner, der måler de elektriske hjernebølger, som konstant omgiver vores hoveder. Derudover blev der spurgt til IP, og hvordan man helt konkret vil bruge de 200.000 euro til, hvad hun gik hen og vandt.

Selv prøvede jeg Mindtraining lidt senere i expo-området. Jeg blev aldrig helt overbevist, da det virkede ret tilfældigt, hvornår tingene skete, og hvordan de ikke gjorde. Jeg fik verber som “concentrate” og “relax”, hvor jeg for eksempel skulle slukke en ildebrand eller bøje en metalske med mine tanker. Hvis man ser bort fra, om teknologien virker eller ej, er det desuden meget begrænset, hvilke former for spil man kan lave med denne slags input. Det bliver ekstremt binært; enten tænker man på den rigtige måde, eller også gør man ikke, hvilket gør, at jeg tror, at spillene vil blive ret kedelige i længden. Uanset hvad er det et interessant koncept. Det kunne være spændende, hvis Nintendo opsnappede teknologien og brugte den i deres Brain Training-serie til Nintendo DS.

Alt i alt var live pitching-sessionen rigtig spændende at overvære. Det var dog lidt kedeligt at se, hvor lidt “spil” der var i mange af projekterne. Alligevel var det lærerigt at se, hvordan jakkesætsfolkene bag bordet ræsonnerer. For dem handler det ikke om godt gameplay eller innovative idéer. Nej, for dem er det ren forretning, hvor de skyder nogle penge i et projekt med den forventning, at de får mere ud i den anden ende. Sådanne gutter er måske ikke de allermest spændende at tale med, men var der én ting, jeg lærte til dagens session, var det, at selvom man er en kreativ spiludvikler med en hulens masse idéer om at lave det allerfedeste spil, så er det alligevel vigtigt at kunne tale sammen med forretningsfolkene. Det kan godt være, at man selv arbejder for spillets skyld, fordi det simpelthen er sjovt, og ikke så meget for at tjene penge. Men i sidste ende er man nødt til at have nogen kapital for overhovedet at kunne fuldføre sine visioner.

Senere hørte jeg, at det var TakeOver-projektet, som vandt. Hvorfor, ved jeg ikke, men i mine øjne burde det klart have været David Mariner eller KnapNok, de de leverede de bedste præsentationer og de mest unikke spil.

One response to “Who Dares Wins – Live Pitching (NGC #5)

  1. Pingback: Beretninger fra Nordic Game 2011 « Gustav Dahl @ Vallekilde Game Academy 2011

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: